Livet er fyldt med udfordringer, og sådan er det bare. Ingen lever et liv, hvor alt bare går som det skal. Der vil altså være op- og nedturer, og jo bedre vi er til at acceptere det, jo mindre frustrerede vil vi blive, når livet går os lidt imod. Der er dog nogle ting vi kan gøre for at minimere længden på nedturene, og forsøge at vende dem til noget positivt.
En af de strategier jeg tit benytter mig af, når livet begynder at se lidt svært og tungt ud, er at tænke tilbage på min bedste dag. Den giver mig nemlig energi til at se udfordringerne i øjnene og overkomme dem. Alle bærer rundt på gode minder, og vi kan bruge dem som en slags benzin på vores indre blå. Vores indre flamme brænder så længe vi lever, og jo lysere og klarer den brænder, jo mere føler vi, at vi kan klare. Når vi møder modgang, kan flammen dog begynde at krympe. Den bliver mindre og mindre, ind til den blot er et lille lysskær. Her må vi prøve at hjælpe flammen på vej, og det gøres bedst ved at mindes de gode tider. Tider hvor vi oplevede styrke og støtte.
Min bedste dag skete mens jeg blot var en lille pige på 7 år. Jeg legede ude i min mormors have sammen med mine to brødre. Vi elskede at lege i mormors have, fordi den var så stor og fyldt med alverdens spændende ting og sager. Der var et kæmpe egetræ, som vi elskede at klatre i. Haven var også fyldt med buske, og her om sommeren var der ribs på buskene. Dem elskede vi at spise, og nogle gange kastede vi dem også på hinanden, så der kom store røde mærker på tøjet.
Men når der er ribs og andre søde sager, så er der typisk også hvepse og bier. Det var også tilfældet på denne sommerdag, og da jeg greb ud imod en flot gul blomst, landede der pludseligt en hveps på min hånd. Jeg panikkede fuldstændigt. Jeg var ikke så god til hvepse dengang, og jeg forsøgte med det samme at klaske den. Men jeg slog åbenbart ikke hårdt nok, og formåede kun at gøre hvepsen arrig. Den stak mig lige på hånden, og jeg begyndte straks at tude i smerte.
Min mormor kom løbende ud, og løftede mig op på sit skød. Her trøstede hun mig. Jeg spurgte hende hvorfor hvepsen hadede mig. Det var her hun fortalte mig, at den gjorde den heller ikke. Hvepsen kendte mig ikke. Den var blot blevet bange, fordi der var sådan en stor og stærk pige der havde fået øje på den. Den var mindst ligeså bange for mig, som jeg var for den, og den havde derfor skyndt sig at stikke mig.
Det fik mig til at føle mig stor og stærk. Jeg kunne have slået hvepsen ihjel, men den fik mig først ? og det førte kun til en hævet hånd og noget smerte! Alt sammen noget der kunne løses ved at blive trøstet af mormor og få en sukkerknald på stikket.
